Overload. *Poesi fra hverdagen.
”Jeg er det træ, som vælter i skoven
Et stykke derfra hører man braget og små blade letter fra jorden~
En enkelt bille kravler frem. Nærmer sig min stamme, for så at spankulere op på min bark, der stadig er frisk, lettere grøn i kanten
Senere piler også en egernfamilie over mig, leger skjul i mine endnu friske grene
En musefamilie gør sig det behageligt, der hvor min stamme er mørk og blød, graver de sig ind i det hulrum kun jeg kendte til ~
En børnefamilie finder mig en dag, på den bakketop der er blevet min lysning
Pigen og drengen er hurtigst, kan med lette skridt hoppe op og ned fra min stamme, før en mor og far forpustet kommer til. Det må være væltet i stormen, bemærker den ene, se de lange rødder, revet op af jorden, siger den anden~
Som dagene går, bliver min bark porøs af solens stråler og mit støv blandes med den sorte glinsende jord efter det har regnet~
Blå blomsterhoveder strækker hals, gør det ud for den dans, som jeg med selvtilfreds takker nej tak til.
Jeg går i stille opløsning ~