Hvad kan eventyr stadig fortælle os?

Hvad hvis Askepot-eventyrets onde stedsøstre handler om alt det der bebor vores hjerne og sind, der hundser, nedgør og stjæler vores tid fra det vi oprindeligt ville;

deltage i ballet.

Ikke på grund af prinsen, ikke på grund af kjolen, men på grund af lysten til at gøre det sjælen kalder på.

Som at skrive den sætning der funkler, binde en krans, der er bundet af det gran de sælger langs vejkanten, male den farve på væggen, der af uransagelige årsager skal være grøn.

Hvem tror du, at du er?! Forfatter? Ahahaha!! Hvem skulle gide danse med dig?! Prinsen?! Ahahaha! Du har jo ikke en gang noget ordentligt at tage på!! Ahahahaa..

Og tankerne vinder. Bruger deres nederdrægtighed.

“Og hun kunne få lov til at lægge sig i asken ved siden af ildstedet. Derfor var hun altid støvet og snavset, så de kaldte hende Askepot.”

I det oprindelige eventyr af Brødrene Grimm er det fuglene, der ser Askepots tårer i askens støv, og smider hende en kjole af guld og sølv ned til Askepot, så hun alligevel kan danse natten lang.

Og (måske) er det prinsen der redder hende til sidst. Den historie er bare så “brugt” og jeg synes den skal udfordres meget mere (i et andet opslag) for det er fuglene som prikker øjnene ud på de onde stedsøstre, i Grimms sidste sætning.

Hak hak hak! Gør dem blinde, uden mål og retning til at se deres bytte.

Her ligger, synes jeg, Askepots endelige redning. Her, starter det eventyr jeg godt gider se;

Livskraften til at gøre det af med tankerne som nedgør, straffer og håner, når man nærmer sig der, hvor hjertet slår ekstra hårdt.

Hvordan gør man så det?

Jeg tror faktisk, at noget af svaret ligger ulmende i de hengemte eventyr, sagn og myter. Og jeg har tænkt mig at genbesøge de gamle fortællinger. Hvad vil de os i dag?

Og “mine stedsøstre” har alt for længe bedt mig om ikke at tale om alt dette, men hak for hak, lidt for lidt, bliver de nu blinde.